Pauseriet Kreacafé, Storgade 40a, Sorø
NÅR KROPPEN HUSKER – OG VI IKKE ALTID VED, HVAD DET ER…
En kreativ workshop for familien i samarbejde med Marianne Bentsen, præmaturesundhedsplejerske
De præmature børn har ikke, som andre børn, kunne starte livet på brystet af mor eller far. I hvert fald ikke i samme grad. De har måtte undersøges og behandles, for at igangsætte livsnødvendig behandling.
Det kan også være, at mor har været syg og/eller skulle opereres lige efter fødslen, så hun ikke har kunne være hos sit barn. Så barnet har oplevet adskillelse, på et tidspunkt i livet, hvor det er ”programmeret” til at skulle være tæt på mor=mad/liv.
Heldigvis vil far ofte overtage denne rolle i situationen, men derfor har det stadig en stor betydning for både barn og forældre.
På baggrund af dette, oplever vi ofte, at præmature børn lider af eksempelvis større eller mindre separationsangst. Og så bliver det rigtig svært, når man skal afleveres ex. i forbindelse med pasning. Både hos velmenende bedsteforældre, men også i både institution og skole.
For nogle bliver disse kropslige og følelsesmæssige følger så omsiggribende, at det kræver hjælp til at bearbejde den svære start på livet. Derfor har nogle præmature børn (og deres forældre) behov for hjælp til at bearbejde det skete.
For selvom hjernen ikke husker bevidst, så husker kroppen, og reagerer ud fra det, den har oplevet tidligt i barnets liv.
På baggrund af denne viden, vil præmatursundhedsplejerske Marianne Bentsen og jeg gerne starte et nyt tilbud op til jer. Vi vil gerne skabe et rum, hvor I som familie kan få mulighed for at bearbejde jeres historie om barnets start på livet. Derfor denne workshop.
Dagen er tilegnet præmature skolebørn, deres forældre og evt. ældre søskende.
KARIN VAN EVERDINCK SIGER OM WORKSHOPPEN:
Hvor finder I støtte, tanker energi op og får afløb for jeres følelser? Det kan I i denne workshop.
I denne workshop arbejder vi med en skabende proces, hvor I pr. familie laver et udtryk med materialer som ler, papir og genbrugsmaterialer. Efter en kort fælles runde, sætter vi en proces i gang. I kunstterapi har man mulighed for at give følelser og sanser plads gennem arbejdet med materialerne. Intet er rigtigt eller forkert - alt har sin plads og mening. At arbejde sammen på denne måde er en fordybelsesproces og kan være meget betydningsfuld for både forældre og børn. Og så er der plads til fantasien og at have det sjovt sammen.
Efter den kreative/skabende proces samler vi op i fællesskab, hvor vi taler om, hvordan processen var for jer.
MARIANNE SIGER OM KROPSLIGE ERINDRINGER:
Alle de kropslige/sansemæssige oplevelser, som barnet møder, lagres i hjernen. Og de præmature børn får desværre en del ubehagelige kropslige oplevelser i forbindelse med den livsnødvendige behandling.
Disse kan give en form for ”flash back”, når barnet kommer i situationer, som hjernen synes ligner det, barnet engang oplevede. Dette kan man kalde ”kropslige traumer”. Det er ikke en bevidst erindring om det som skete, men en kropslig erindring. Dvs. barnet husker det ikke, som vi andre vil kunne huske en ubehagelig oplevelse. Men nervesystemet husker og reagerer derudfra.
Det betyder, at børnene i deres opvækst og senere liv, kan reagere uforholdsmæssigt kraftigt på en situation, som for andre forekommer ganske ufarlig. Det kan ex. være at få strømper på (minder om blodprøver i hælen), få klippet hår (berøring i ansigt og hoved i forbindelse med anlæggelse af sonde, hjælp til vejrtrækning, anlæggelse af drop i kranievener mv.). Men det kan også være reaktioner på adskillelse.
Sanseforstyrrelserne og evnen til at sansebearbejde, kan afhjælpes vha. sansemotorisk stimulation og træning. Gerne på baggrund af en grundig sansemotorisk undersøgelse, hvor man kan afdække, hvad der er brug for at arbejde med. Og jeg har stor erfaring med, at det kan hjælpe på de kropslige traumer. For alle de gode sanseoplevelser, som vi kan give barnet, kan efterhånden overskygge det som var ubehageligt.
Men dette kan med fordel suppleres med en af ovenstående terapiformer, når det er nødvendigt. Derfor har jeg også flere gange henvist børn til en dygtig terapeut.
DER ER KUN FÅ PLADSER TIL DENNE WORKSHOP, SÅ SKYND JER, HVIS I VIL SIKRE JER EN PLADS.
TILMELDING TIL MABE@SANSEMOTORIK.NET
PREMIEREPRIS: 400 KR. PR. FAMILIE